Biografi for: Alfred Johannes Christensen
Klæbel efterkommer IV.D.7.
Dansk Biografisk leksikon 3.udg, 1979-84 skriver:
Alfred Christensen, Alfred Johannes Christensen, 21.5.1877-9.4.1935, fabrikant. Født i Kbh, død i Vieux Port, Frankrig. C. rejste 1896 til Berlin hvor han kom i lære i Neue Photographische Gesellschaft i Berlin. Efter nogle års videreuddannelse i Schweiz, Frankrig og England blev han 1902 ansat som teknisk direktør i Les Etablissements Photographiques de G. Piprot indtil han 1908 oprettede en fabrik for fremstilling af fotografiske reproduktioner i Rueil ved Paris, 1922 udnævntes han til teknisk direktør for den store fotografiske virksomhed "Le Film Ozaphone S/A". Hermed virkede han i de følgende år (-1932) ved opfindelsen og industrialiseringen af den ubrændbare celluloidfilm og udførte på dette område en pionerindsats. For sammenholdet blandt de danske i Frankrig og disses forbindelser til Danmark udøvede C. en betydelig aktiv virksomhed. Han blev 1913 (-20) formand for Den danske forening hvor han skabte en stærk aktivitet indtil dens virksomhed i de følgende år blev hæmmet af 1. verdenskrig. Efter dennes afslutning tog han 1920 initiativ til fortsættelse af foreningens arbejde gennem stiftelsen af "Dansk komité i Paris" (formand 1927-34), ligesom han fra 1917 sad som medlem af bestyrelsen for l'Association Franco-Danoise. Han var en af hovedorganisatorerne af det humanitære arbejde som udførtes af den danske koloni i Frankrig i årene under og efter krigen. Det kom bl. a. til udtryk ved hans økonomiske støtte til og gæstfrihed over for de danske krigsdeltagere i den franske hær og senere ved hans grundlæggelse af "Mindefondet for de danske frivillige" og initiativ til rejsning af et mindesmærke i byen Braine for de faldne danske. 1925-34 var han delegeret i Frankrig for Danmarks hjælp til faderløse franske børn.
Familie
Forældre: manufakturhandler Carl Christian C. (1838-81) og Johanne Frederikke Klæbel (1836-1919). Gift 1. gang 13.7.1905 med Karen Hviid, d. af gårdejer Jens H. (død 1921) og Maren Sørensen (død 1907); ægteskabet opløst. Gift 2. gang med Marthe Georgette Tetzlaff, født 5.3.1892 i Paris, d. af Christian T. (død 1925) og Emilie Greningaire (død 1911).
Udnævnelser
R. 1914. DM. 1926.
Bibliografi
Danmarksposten, maj 1935 108. Ferd. Prior og H. A. Bernhoft i Danske i Paris, udg. Franz v. Jessen, II, 2, 1938 568-71 659-64. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.
Tags
Association Franco-Danoise
Braine
Rueil