Biografi for: Morthen Skrædder
Morthen Skrædders historie er omtalt flere steder, her citeret fra J.S.Frøslund-Jensen: "Jyske rødder 2".
Han ejede en jord ved Grønnegade i Ribe, "som Morthen Screders arffuinge i wære haffue" - jvf. skrift o. 1520-30 fra Ribe bys jordebog, og må have været en velhavende Ribeborger, da han havde råd til at lade to sønner studere. Gården i Grønnegade synes at have tilhørt hustruen Marine. Morthen Skrædders anden kone overlevede ham og giftede sig igen med Jens Overskærer. Disse oplysninger giver Susanne Vogt i Koldingbogen 1987, hvori hun også fortæller om baggrunden:
Tre retssager, der i efteråret 1551 blev anlagt i Ribe mod en borger i byen, Iver Nielsen, hvis gård i Grønnegade var stridens æble. Sagsøgerne var
1) Søren Mortensen, borgmester i Kolding, der krævede en fuld broderdel til sig og sine arvinger efter deres salige bror hr. Morten Mortensen (der altså må have været præst),
2) Hans Skriver, borger i Odense, på sin hustrus vegne, en fuld søsterdel i samme gård, og
3) Søren Mortensen, borgmester i Kolding, borgmester i Kolding, på sin forældreløse søsterdatters vegne.
Iver Nielsen tabte den 27.oktober 1551 i alle tre sager, da han ikke kunne bevise at have købt de omstridte parter i gården, Dette kan måske have ansporet "beskeden mand" Jørgen Hansen i Egense på Fyn til den 25. september 1553 at anlægge endnu en sag imod ham på sin hustru Marine Mortensdatters vegne. Han krævede hendes arv, som var en halvsøster-lod i Iver Nielsens gård. Iver Nielsen fremlagde et afkaldsbrev, hvor to Ribe borgere, Svend Nielsen og Anders Olsen, på Ribe byting havde sagt sig at være gjort fuldmyndige af Oluf Kjær, Marine Mortensdatters lavværge, til at give afkald på arven efter hendes far, Mortehn Skræder. Han hævdsede endvidere, at han havde været til stede, da Oluf Kjær gjorde mændene fuldmyndige for borgmester Lang Laurids. Oluf Kjær, der vel er en bror til Morten Skræder, synes ikke at have boet i Ribe. Iver Nielsen tabte også denne sidste retssag, idet han hverken kunne fremlægge de førnævnte fuldmagter eller bevise, at han havde fået Marine Mortensdatters stedfar, Jens Overskærers mnde, endsige at han havde givet noget for hendes arveret.