Biografi for: Thora Adriette Christine Brabrand

Hun tog til New York i 1895 for at blive gift med sin Frederik. Her blev de to ældste drenge Thor og Aage født. Hun var stærkt knyttet til sin familie og skrev i begge perioder mange breve hjem, og da hun var i Danmark skrev hun lige så flittigt til Frederik i USA. Korrespondancen mellem disse to samt til Thoras søster Nanna, moderen samt Frederiks mor er opbevaret hos Frederik og Gudrun Sodemann (2004). Hun blev i de senere år handicappet ved en alvorlig underlivslammelse.

Oplysningerne i BK vedrørende Brabrand slægten er sammenstykket af oplysninger i Holms samlinger i Landsarkivet for Sjælland m.fl., suppleret med oplysninger fra følgende kilder: Dansk Biografisk Leksikon 2.udg. III, s.550 og 579 samt XXIII s.126, Wibergs Præstehistorie I s.705 og 266, Maribo kb, A.Falk-Jensen og H.Hjorth-Nielsen: Candidati og examinati jur., Alfred Larsen: Lolland-Falsters degne og skoleholdere, Personalhistorisk Tidsskrift 1858 s.93, do. 1964-65 s.111, Gjessing Jubel-lærere, bd. 3I tavle IV, A. Sundbo: Frederikssunds og Købstaden Slangerups historie I, Henry Bruun: Danmarks amtsforvaltere 1660-1848, Smith: Slesviske amtsforvaltere, Personalhistorisk Tidsskrift 3-5-32ff, Otto Fr. Arends: Gejstligheden i Slesvig og Holsten, Svend Larsen: Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17. århundr.II
Thor Sodemann skriver som ældste søn følgende mindeord om sin mor:
"Prøver jeg at forestille mig Moder som ganske ung, er det som den beskedne Pige, der ikke gør sig så meget gældende i forhold til den straalende Nanna (søster). Hun har vel ogsa for Eder fremsagt Trosbekendelsen paa fransk i et dejligt blødt fransk. Jeg kan se hende staa over for den gamle fine Præst. Allerede den Gang lyste hendes Tro paa det gode over hendes Ansigt. Men stille og beskeden som hun var, var hun ikke uden Vilje. Hun følte Kaldet til at gøre Fader lykkelig og drog ud paa den lange Færd, som hendes kære fandt saa frygtelig. Der er meget ved hende, som minder Jeanne d'Arc.
I Amerika oplevede hun de første lykkelige Aar med Fader og de første af os Børn. Efterhaanden som Børneflokken vokser, er det som om hun udsletter sig selv og kun gaar op i Fader og os Børn, lever for at gøre os lykkelige og for at gøre os gode.
Saa kommer Blidahtiden, efter vi er fløjet fra Reden, en Tid hvor Bekymringerne blev mindre og hvor Glæderne var mange, selv om Mor jo allerede den Gang havde det svært med sin Sygdom.
Saa kom Faders Død. Hun følte sig saa hjælpeløs, og Sygdommen tog hurtigt til. Den Kærlighed og dybe Ærbødighed, vi altid havde næret for hende, blev parret med en dyb Beundring for den Taalmodighed og Værdighed, hvormed hun bar Prøvelserne.
Men mere end alle Lidelserne vejede for hende Tabet af Fader. Naar hun en Gang imellem aabnede sig helt, saa man ind i et bundløst Savn, som ikke var til at lindre. En stor Glæde havde hun i de sidste Aar. Hun naaede at se ogsaa Nanna (datter) rask og i et Arbejde, der tilfredsstillede hende.
Lige som jeg først efter Faders Død har forstaaet, hvor meget hun og Fader betød for hinanden, er det først efter hendes Død, at det helt er gaaet op for mig, hvor meget hun betød for os alle. Det vil blive et stort Savn ikke at have Fader eller Moder at betro mine Glæder og Sorger til. Det har haft umaadeligt stor Betydning for mig altid at have dem med i Tankerne, saa stor at jeg nærmest kan sammenligne det med Katolikkernes Skriftemaal.
Jeg vil ønske, at hendes Minde maa blive æret ikke blot af os, der er her i Dag, men ogsaa af vore Børn igen. Thor.